Træning 1

Brug af kommandoer:

Lidt af hvert herunder om generel træning af “familiehunden” mv.

Hunden bliver mestre i at forstå stemmer eller fløjt. De forstår aldrig vores sprog som vi gør, de går hovedsagelig ud fra tonefald. Man kan skælde en hund ud i en grov tone ved at fortælle den, at man elsker den. En hund har følsomme ører og den irriteres af skarpe toner. Tal lavmælt og konverserende. Tonefaldet kan opmuntre en hvalp, men tig ikke en hund om at adlyde en kommando. Baby sprog er ikke på sin plads ved dressur. Det er en kommando, ikke en anmodning, der fremsættes, man skal derfor tale med myndighed.

En hund kan sætte ens tålmodighed på prøve ved at løbe rundt og snuse, inden den adlyder kommandoen. Den trækker bare tiden ud og prøver, hvad den kan slippe godt fra. Giv den en ordentlig omgang. Det er stort set ligegyldigt, hvad du råber, bare du gør det højt. Det skal nok klare dens begreber.

Ens hund skal kun lære ti ord, men den vil lære hundredvis af betoninger. Når du giver hunden en kommando, er det en god regel altid at sige dens navn inden kommandoen gives. Selv om hunden har en god hørelse, kan den overhøre kommandoen, hvis den er stærkt optaget af noget andet. Er dens navn blevet sagt først, er den opmærksom på, at der kommer en kommando og den hører efter.

Kommandoerne skal gives med korte, klare enstavelsesord som SIT, BLIV, KOM, NEJ, FRI. Tilføj ikke en masse volapyk til kommandoerne. Sig ikke: SIT, gamle dreng, kom nu… SIT, kammerat… nej, nej, lad os prøve igen. Herover, Pelle, SIT. En hund bliver bare forvirret af alle de indviklede ord. I eksemplet skulle hunden gøre en bestemt ting -SIT-, men gennemgår man det, man har sagt, ser man, at man har brugt fire kommandoer : SIT, NEJ, KOM, PELLE.

Mennesket har evne til at læse mellem linierne. Børn lærer hurtigt at svare med halve svar for at formidle et indtryk. Politikere gør det samme. Man-to- man kommunikationen er en meget indviklet videnskab! Det tager os hele livet at lære det.

Hunden opfatter kommunikationen bogstaveligt. NEJ betyder NEJ. SIT betyder SIT. Der findes ikke nuancer eller fortolkninger. Det eneste spørgsmål, der kan rejse sig for hunden, når den har lært kommandoen, er om man virkelig mener det…

Hvis hunden er i nærheden, skal den første kommando være blid, men bestemt. Hvis det ikke virker, så hæv stemmen. Hvis man bliver nødt til at gentage det tredje gang, så råb så naboerne kan høre det.

Hunden har trods tusinder af år som husdyr stadig de fleste af deres primitive instinkter i behold, mennesket har mistet de fleste. Mennesket er afhængigt af sproget i det meste af sin kommunikation, hunde bruger deres sanser. Jeg har hørt en gammel hundefører sige: “Hunde og kvinder har en ting til fælles: de kender en mands sande følelser, uanset hvad han siger”. En hund vil instinktivt prøve at fornemme sin herres holdning og reagere i overensstemmelse med den. Den vil lære hver eneste gestus, hvert udtryk at kende

Straf:

Autoritet og straf er ikke det samme. Det kan af og til være nødvendigt at bruge straf for at hævde sin autoritet. Hvis man blot lader stå til eller altid kun viser kærlighed og venlighed og aldrig bebrejder eller straffer, vil nogle hunde udvikle sig til at blive egoistiske, selvoptagne og dominerende. Da hunden har alle de samme følelser, som vi mennesker har, vil det meget let blive den dårlige del af følelserne, man fremelsker ved at være for eftergivende. Man skal både give ros og irettesættelse, først da vil man fremelske de gode egenskaber fremfor de dårlige, og hunden vil lære at vise hensyn, tolerance og at være i harmoni med sig selv og sine mennesker.

Det er nødvendigt at straffe, når der er grund til det. Straf kan være mange ting, men det er klart, at man aldrig må straffe hårdere end nødvendigt. Det kan være med et ryk i remmen eller bare ved at ændre stemmen til at være utilfreds eller bebrejdende, vred eller ked af det. Hvis man har god kontakt med sin hund, er den hårdeste form for straf at blive meget ked af det. Straf må ikke på nogen måde gives i hidsighed eller hysteri og må fremfor alt ikke være uretfærdig. Hunden skal kunne se op til og respektere den, der skal lære den noget, og til familien i øvrigt, og for at opnå det, må den have tillid.

Med god tålmodighed, forståelse og en plan i det, man foretager sig, kan man nå langt. Opdragelse er nødvendig og ikke et middel til at underkue hunden eller fratage den dens personlighed og en vis uafhængighed. Man skal tværtimod gennem opdragelse og påvirkning lære hunden at udnytte sine evner og erfaringer samt at kunne vurdere en situation. Hvis den ikke kan arbejde selvstændigt – selvfølgelig i nært samarbejde med ejeren – vil resultatet aldrig blive tilfredsstillende, og den vil ikke føle glæde ved arbejdet. Den skal kunne mærke, at man respekterer den.

Når man har det rette forhold til sin hund og er indstillet på, at det kræver en større indsats at gå i gang med de specielle opgaver, vil man hurtigt konstatere, at det ikke er et offer, man bringer, men et morsomt og interessant arbejde.

Man lærer ikke mindst noget gennem de vekslende glæder og skuffelser i arbejdet.

Gå pænt:

Inden man begynder på denne øvelse, må de rigtige hjælpemidler være indkøbt. Til alt dressurarbejde bruges en såkaldt kvælerkæde eller glidehalsbånd, som det også kaldes. Sørg for, at halsbåndet passer til hunden, både i omfang og tykkelse. Af kæderne er de tyndeste dem, der gør mest ondt på hunden, og de skal derfor bruges til mere robuste hunde. Til udstyret hører også en solid læderrem eller flettet snor på ca. 1½-2m; den skal være bøjelig og ikke for stiv.

Ved en rigtigt lært lineføring skal hunden kunne gå ved førerens venstre side med hovedet ud for venstre knæ. Der kræves ikke bare, at hovedet er ud for knæet, men også at hovedet er oprejst. Hunden må ikke gå med snuden i jorden. Der vil i så fald være for mange dufte, der kan distrahere den. Der skal være en god kontakt mellem hund og fører, idet lineføringen er den mest grundlæggende dressurøvelse, som skal give føreren den fulde kontrol over hunden. Remmen holdes i højre hånd og kan gå løst gennem venstre, og den skal hænge slapt ned. Hunden skal følge føren hvor han står og går. Når føreren standser, skal hunden sætte sig ved venstre knæ med hovedet i samme retning som dressøren, når kommandoen er givet. Hvis man satser på at udstille sin hund, bør man dog ikke lære den at sætte sig automatisk, hver gang man gør holdt. I stedet skal den lære at STÅ, spændstig og vågen, men absolut ubevægelig. Når man begynder på øvelsen, er det lettest at starte med bare at gå ligeud. Man bør vælge et roligt sted, hvor hunden ikke distraheres, og hvor der er plads nok, helst på en flad mark. Fra den almindelige opdragelse har man lært hunden nogenlunde at gå i snor. Nu gælder det om at få hunden til at gå det rigtige sted på den rigtige måde. Når man begynder at gå, giver man kommandoordet *på plads*,*plads*, eller *ved fod*, *Hinter*. Hvad man vælger, er ligemeget, bare det bruges konsekvent og kun til en enkelt øvelse.

I begyndelsen vil de fleste hunde gå for langt frem i snoren. Man giver så et kort, kraftigt ryk (Piskeagtigt), snoren, samtidig med at man siger *på plads*. Rykket i snoren skal helst være opad-bagud; det er her, hunden mindst kan lide det. Det må understreges, at kommandoordet skal falde fuldstændig samtidig med rykket. Ubehaget ved rykket skal sammenkobles med dette at gå for langt frem. Når hunden så igen har indtaget sin rette plads, skal man rose den i høje toner, så den rigtige placering associeres med en lystfølelse. Man må ikke sejtrække hunden tilbage til den rette plads, for så mærker den ubehaget, både når den er for langt fremme, og når den gør det rigtige. I det tilfælde er det umuligt for hunden at skelne, og det forlænger indlæringsfasen. Det er bandlyst at slå hunden over snuden med remmen, hvis den kommer for langt frem. Det gør hunden nervøs.

Hvis hunden er meget følsom for rykket, kan man i stedet begynde at foretage drejninger til venstre, så tvinges  hunden automatisk tilbage. Men ellers er det bedst at vente med vendingerne til rette tid.

Dovne hunde og sky hunde har en tendens til at gå bagefter føreren. Den sky hund må man ikke hive fremad med ryk. Den skal lokkes op og bagefter roses. Den dovne hund kan godt tåle et rask ryk. Hunden må heller ikke komme for langt ud til siden, klistre sig til føreren eller gå med snuden i jorden. Begynder hunden at snuse i jorden gives et kort ryk opad samtidig med *på plads*. Går hunden for langt ud til siden, kan man gå langs et plankeværk eller en mur. Så tvinges hunden ind mod ejeren.

Husk nu på, at lektionerne ikke må være for lange. Når hunden har lært at gå tilfredsstillende i linen og følger føreren korrekt, kan man begynde standsninger. Om man vil have hunden til at stå stille oprejst, når man standser eller til at sætte sig ned, kan være lige meget, men det er bedst, at hunden gør det efter kommando. Hvis hunden skal lære at sætte sig, skal den sidde rigtigt, dvs. med poterne ud for ejerens fødder. Den må ikke sidde skråt eller kline sig til ejerens ben. Øvelsen begynder med, at man kommanderer *sit*. Det er ikke så godt at bruge *på plads*, da det helst skulle betyde, at hunden indtager den rigtige plads ved førerens side også under gang. Samtidig med *sit* holder man fast i halsbåndet med højre hånd og trykker hunden ned med et tryk på venstre side af hoften. Trykker man midt på krydset, er det især vanskeligt at få store, stærke hunde ned.

At få hunden til at stå, når føreren standser, er ikke særlig vanskeligt. Hunden vil selvfølgelig fortsætte, hvis føreren standser. Med ryk og evt. kommandoen *stop* får man hunden tilbage. Denne øvelse er ret velegnet til almindelig indøvelse af førerens virkelige kontrol over hunden. Ros kan stadigvæk ikke overdrives, når øvelsen er udført rigtigt. Det nye, man nu skal i gang med, er vendinger, men først når det andet kan udføres tilfredsstillende.>Vending< betyder, at føreren står stille og gør >højre om< eller >venstre om<, og at hunden - stående eller siddende - følger efter. For en almindelig hundeejer behøver man ikke at kræve fuldstændig præcision, som man gør det ved konkurrencer. De første vendinger, man udfører, skal helst være tydelige, så hunden virkelig mærker retningsændringen, og så skal det foregå langsomt. Ved den hele vending skal man holde remmen i højre hånd og gør venstre omkring, altså ind mod hunden. Derefter flyttes snoren over til venstre hånd bagom ryggen, og hunden skal så følge vendingen, altså gå hele vejen rundt om føreren, til den igen er ud for venstre knæ. Det skal indøves mange gange, for det er en svær øvelse. Kommandoerne og rosen gives som ved de andre øvelser  

Træning i INDKALD.

Forsøg at finde et afsides, græsbevokset område til den første træning med din hvalp (hund). Du bør ikke træne hvalpen på en legeplads eller lade den løbe der. Nogle steder er der udlagt områder til træning og luftning af hunde- hunde skove- Nogle er indhegenede og du kan finde disse på internettet ( www. hundeskovene.dk ). Vælg et tidspunkt, hvor din hvalp ikke bliver distraheret af en masse mennesker eller af fremmede hunde. Medbring godbidder og hvalpens yndlingslegetøj og desuden en lang snor. Du kan enten bruge en gammel tøjsnor, eller du kan købe en af de specielle snore, som anvendes til at træne hunde i at vende tilbage på kommando. Giv hvalpen den ordre, der betyder, at den må løbe. “af sted med dig” og giver den nogle meter snor. Når den er løbet disse få meter væk, giver du et venligt lille ryk i snoren og siger “kom her”. Hvis den straks vender tilbage til dig, skal du give den en godbid og lege med den (ros). Hvis den derimod er alt for optaget af de pragtfulde lugte, der stiger op fra græsset trækker du lidt hårdere i snoren og siger “kom her” i et mere bestemt tonefald. Du skalganske enkelt få hvalpen til at vende tilbage til dig. Uanset hvordan den reagerer, skal du rose den i høje toner, når den først er vendt tilbage. Giv den godbidder og leg med den. Hvalpen vil være langt mere tilbøjelig til at vende tilbage til én, hvis man sætter sig på hug, så man er nede på niveau. Den kan blive bange for at vende tilbage, hvis man tårner sig op over den, fordi den føler, at dette kan være en trussel. Vær forsigtig med dine arme og hænder, når du opfordrer hvalpen til at komme hen til dig. Lad være med at forsøge at gribe fat i hvalpen. Hold dem stille, når du rækker godbidden frem. Når hvalpen er kommet helt hen til dig, stryger du den blidt over ryggen, og hvis du vil give den, den korte snor på igen, tager du roligt fat i dens halsbånd.

Husk på, at hver eneste hund er forskellig, afhængigt af dens race, temperament og instinkt. Derfor må du bruge din sunde fornuft i situationen. Hvis hvalpen bliver ved med at ignorere “kom her”-ordren og rykket i snoren, er du nødt til at bruge mere magt. Gør ordren mere bestemt og rykket hårdere, indtil hvalpen ikke har andet valg end at vende tilbage til dig omgående. Du må aldrig råbe eller true. Du har jo fuldt herredømme over situationen, eftersom hvalpen er i en lang snor. Dit tonefald bør være bestemt, når du kalder på hvalpen, men så snart den nærmer sig, bør din stemme lyde venlig og begejstret. Når hvalpen reagerer på din ordre, skal du gøre snoren længere og længere, indtil hvalpen føler, at den er helt fri.

Men husk på, at hvalpen uvægerligt vil være optaget af nye og interessante lugte. Og hvis den ser en anden hund, vil den føle sig fristet til at gå hen og lege, og – ligesom på gaden- tilråder jeg, at du lader den få lov til at lege med andre hunde og kalder den tilbage nu og da og giver den en godbid. Hvis du giver den snor på, hver gang den kommer tilbage til dig, og går hjem med den, vil den få det indtryk, at den ikke må løbe omkring og more sig, og så vil den ikke være særlig villig til at vende tilbage til dig, fordi den vil vide, at dermed er det slut med at løbe frit. Kald hvalpen til dig med jævne mellemrum, mens den leger med andre hunde. Vis den, at du er glad for at se den, for eksempel ved hjælp af en godbid, og lad den løbe igen. Du skal ikke tage den lange snor af hvalpen, før du har sikret dig den vil vende tilbage til dig under forskellige omstændigheder. Alt afhængigt af din hvalp kan det være nødvendigt, at du bruger den lange snor én eller to gange om ugen for at give den en påmindelse om, at den skal komme med det samme, når der bliver kaldt på den. Hvis du bibringer hvalpen dette adfærdsmønster på et tidligt tidspunkt, og hvis det er en fornøjelse for den at være sammen med dig, hver gang den vender tilbage, skulle du ikke få nogen problemer fremover. Hvis du slipper hvalpen løs for hurtigt, eller bliver irriteret på den, når den ikke vender tilbage, gør du den upålidelig.

Sit og blive siddende:

Lad hunden sidde på din venstre side og sig roligt, men bestemt: “bliv siddende”. Lad være med at bruge dens navn. Husk på, at dens navn er en opfordring til den om at komme hen til dig, og det må den ikke i dette tilfælde. Gå et lille skridt til højre og gå så straks tilbage til hunden, læg dig ned på knæ og ros den. Du må ikke begå den fejl at række hånden ud mod hunden for at rose den, når du vender tilbage. Det vil blot lære den at være urolig og springe hen mod dig, mens du vender tilbage. Hunden skal lære lige fra begyndelsen, at den skal blive siddende i den stilling, som du har forladt den i, indtil du vender tilbage og er den og siger, at den gerne må gå. Hvis hunden bevæger sig – om den så blot løfter en pote i retning af dig – skal du roligt bringe den tilbage i den oprindelige stilling og gentag ordren “bliv siddende”. Ligesom ved de øvrige øvelser, er du nødt til at tage din hunds temperament i betragtning. En følsom hund vil være nervøs for, at du vil gå fra den, og vil – naturligvis – følge efter dig. Du må ikke tale vredt til den. Du bør berolige den ved at kæle for den, når du giver den ordren “bliv siddende”. Du går trods alt kun ét skridt til højre og vender så straks tilbage til den. Det vil gøre den tryg.

Den mere dominerende hund vil ønske at løbe hen og lave noget andet og bør behandles i overensstemmelse hermed. Det er ikke nødvendigt at ae den dominerende hund, når du giver ordren, og hvis den dominerende hund forsøger at løbe væk fra dig, efter at du har givet ordren, skal du være meget bestemt, når du bringer den tilbage i sit/bliv siddende-stillingen. Hvis hunden lægger sig ned, når du har fået den i sit, må du ikke gå væk fra den. Du har givet den ordren “sit”, og den skal adlyde dig. Bring den blidt tilbage i sit-stillingen. Først når du ved, at hunden har forstået denne nye ordre, kan du begynde at øge afstanden og tiden. Når du kan gå to skridt væk fra hunden og tælle til fem, vil du vide, at den er begyndt at forstå, hvad denne nye ordre betyder. Derpå kan du forsøge med tre eller fire skridt og tælle til ti. Du bør begynde med at gå langsomt rundt om hunden, mens den er i sit/bliv siddende-stillingen. Det er helt i orden, at du gentager ordren “bliv siddende”, men lad være at bruge hundens navn. Det vil være en opfordring til den om at rejse sig og gå hen til dig.

Du skal altid have hunden i snor, så du har fuld kontrol over den og kan forhindre, at den er ulydig. Først når hunden uden tøven adlyder “sit/bliv siddende” i parken, kan du begynde at forøge afstanden. Men hvis du har mistanke om, at hunden vil bevæge sig, bør du have den i snor, så du har fuld kontrol over den. Det værste, du kan gøre under denne øvelse, er at råbe til hunden, at den skal blive siddende, når den bevæger sig, og du er for langt væk til at kunne rette den. Det vil forvirre den og få den til at miste interessen for denne øvelse, og så vil du blive nødt til at begynde helt forfra.

Den gyldne regel for træning er aldrig at lade hunden begå fejl

 

Dæk og bliv liggende:

Afdækning er en øvelse, hvor hunden på kommando lægger sig og bliver liggende, til den får ordre til noget andet. Det er en svær øvelse og er sikkert en af de øvelser, der føles mest ubehagelig for hunden. Nu har man lige, ved alle de andre øvelser som indkald og lineføring, lagt så stor vægt på, at hunden skulle have en lystfølelse, når den kom hen til sin herre. Og så kræver man pludselig af den, at den skal holde sig væk. For den, der kender lidt til dyrepsykologi, er det da heller ikke svært at genkende den adfærd, de fleste hunde fremviser, når de skal afdække, som overspringshandlinger. Det er en selvfølge, at man straks gør noget ved det, hvis ens hund begynder at vise tegn på aggressivitet. Det stoppes straks ved, at hunden får at mærke, hvem der er den overlegne. Den aggressivitet, man ofte ser ved denne øvelse, især hos såkaldt skarpe hunde, må dog tydes som en overspringshandling. Hunden har lyst til at følge sin herre, mens dens indlæring kræver, at den skal blive liggende, og så ser vi en helt tredje adfærd, nemlig aggressivitet. At slå hårdt ned her må anses for at være noget af et fejlgreb.

Øvelsen begynder med, at hunden er blevet kommanderet til at sidde. På kommandoen “DÆK” skal hunden nu ned at ligge. Det gør man enten ved at tage begge forben og trække dem frem eller ved at bruge remmen til at trække den ned med. Man kan også træde på remmen i stedet for at rykke med hænderne. Under hele manøvren gentager man kommandoen “DÆK”. Alt dette må ikke ske på en måde, der får det til at ligne en straf, men bestemthed kræves der. Tonefaldet må være venligt, så hunden ikke misforstår situationen. Efter at dette er indøvet nogle gange, kan man begynde at løfte hånden. Man skal dog passe på, at øvelsen føres helt igennem. Øvelsen består nemlig i at få hunden ned at ligge, indtil kommandoen “SIT” eller “KOM” lyder. Øvelsen er således ikke gennemført, fordi hunden ligger ned. Den ros, som hunden selvfølgelig skal have, skal først falde, efter at hele øvelsessekvensen er gennemført. Begynder man at rose og klappe midt i det hele, rejser hunden sig bare, da den tror, at øvelsen er forbi.

Øvelsen gennemføres i begyndelsen i line, så hunden ikke stikker af. Efter at hunden har ligget en stund, kommanderes “PÅ PLADS”. Og nu kan hunden roses. Dette gennemføres nogle gange, og man forlænger langsomt perioden, til kommandoen “PÅ PLADS” gives. Efter at tiden er blevet forlænget, går man over til at forlænge afstanden mellem hunden og føreren. Mens man stadig holder snoren i hånden, går man nogle skridt baglæns og holder godt øje med hunden, så man resolut kan gribe ind, hvis den viser tegn på at ville rejse sig.

Denne øvelse skal foregå i den almindelige line, indtil hunden har fattet så meget, at man kan gå rundt om den eller hen over den.

Til næste øvelse bruges den lange snor, som også bruges til indkaldningen. Den gentager man den forrige øvelse i. Nu kan man gå længere væk fra hunden. Et udmærket middel er at lade den lange snor gå bagud fra hunden og hen omkring et træ eller lignende og frem til føreren, som står foran hunden. Ved at trække i snoren kan man holde hunden tilbage, hvis den stadigvæk vil fremad. Kan hunden udføre øvelsen i den lange snor, men ikke et minut før.

Hunden vil næsten altid begynde at krybe hen imod føreren, når han er ved at være for langt væk. Nu må man ikke få den til at dække igen ved at løfte hånden. Man må få hunden tilbage til det sted, hvor øvelsen begyndte. Ellers vil hunden altid prøve at komme sin herre nærmere ved at snyde på denne måde.

Alle disse øvelser har som udgangspunkt haft den siddende stilling, og nu er det på tide, at afdækningen indøves under almindelig lineføring, og når hunden løber frit rundt.

Det er vigtigt, at man altid har brugt håndsoprækningen samtidig med kommando-ordet “DÆK”, så disse to dressursignaler er blevet sammenkoblet hos hunden. Så kan man også få hunden ned, selvom man er langt væk og støjniveauet er for højt. Det sidste er væsentligt. Mange hundeulykker kunne undgås, hvis ejeren havde haft kontrol over hunden på afstand, både ved ord og tegn

Stimulering

Da hunden er et socialt flokdyr, er det nødvendigt at vi i familien søger at etablere en rangorden. Det skal være et samarbejde mellem hunden og ejer, hvor ejeren vejleder, da denne er bedst egnet i situationen.

Her er nogle eksempler på, hvordan du kan blive en god flokleder:

  • Styr ikke hvert et skridt hunden tager, men sæt grænser
  • Lad hunden være selvstændig og vejled den
  • Du skal vise, at du bestemmer, og ikke linen
  • Brug “NEJ” i rette sekund ved uønsket handling
  • Vær reel
  • Forstærk det du er opmærksom på. Dvs. ros eller støt hunden i ting du vil have den til at udføre.

OVERSTIMULERING

Overstimulering skyldes som oftest for mange vilde lege. Det kan f.eks. være kamplege, jagtlege o. lign. Hundene leger også forfølgelseslege, og det vil selvfølgelig være synd at forbyde hunden dette. Vi skal bare passe på, at det ikke er stresslege, og at de ikke forekommer for ofte.

Begræns så vidt muligt nedenstående lege til et minimum:

Jagt – Løbe efter bolde, pinde, mennesker o. lign.

Kamp – Trække i håndklæde, trække i armen

Ud over dette skal du være opmærksom på følgende stressmomenter i din hunds hverdag:

Flugt – Nytårsaften, skudræd

Leg – Begræns dine lege med hunden or vær ikke for voldsom, specielt under hundens opvækst

Kærlighed – Løbske tæver. Hanhunde bliver døve, tæver kan blive aggressive,

Tag aldrig en løbsk tæve med på træningspladsen

UNDERSTIMULERING

Det lyder måske underligt, at en hund kan blive stresset af at være understimuleret. Men måske lyder det ikke så mærkeligt, når vi nu ved, at hunden er et flokdyr, som har behov for selskab, frihed og aktivitet. Mange af vore hunde er alene 7 – 8 timer om dagen. Dette er måske lige i overkanten. Men det kan accepteres, hvis vi sørger for at stimulere hunden med f.eks. aktiveringsøvelser og motion, når du kommer hjem. Når en hund er understimuleret, medfører det ofte, at hunden selv finder på aktiviteter, såsom at bide i mors Marokopude, ødelægge det nylagte tæppe, tygge i fars ecco sko osv. Vi ved ikke om hunden keder sig, og vi ved ikke om de synes, at det er sjovt at æde sko – vi ved dog, at stress udløser disse faktorer – ligesom mennesker foretager sig irrationel ting i stressede situationer.

Signaler: Afstandsreducerende

Når din hund ønsker at gøre det godt igen, efter at den er blevet disciplineret af dig, opfører den sig meget lig en ulv, der er blevet sat på plads af lederulven, og din hund føler det muligvis på samme måde. Den tilstræber at undgå øjenkontakt og kigger ofte væk på en overdreven måde. Dette misfortolkede dr. Konrad Lorenz (se hans bog “Hundeliv”). Han mente, at den blottede struben som tegn på underkastelse. Alt hvad det er, er en overdreven undgåelse af øjenkontakt, som imidlertid indebærer underkastelse.++

++Lorenz har ikke selv givet nogen illustration af denne situation, men det har Fishel, der går ind for Lorenz’s teori om blotning af struben. Schenkel mener, at det i Fishel’s illustration er den dominerende, der vender hovedet bort. Zimen betegner denne hoveddrejning hos den overlegne ulv defensiv imponeradfærd, og den hæmmer den underlegnes angrebslyst – den underlegne tør ikke at bide.++

Læberne er sædvanligvis trukket horisontalt tilbage i et underkastelsessmil, og ørerne er tilbagelagte tæt ind til hovedet. Hvis hunden berøres, forholder den sig fuldstændigt stille, og dette er passiv underkastelse af første karat. Halen er mellem benene, og den logrer.

Din hund vil også gøre sig mindre, og den kan kravle fremad på maven, imens den logrer og foretager slikkeintentions-bevægelser med tungen. Hvis den har fået en alvorligere irettesættelse, kan den kigge bort, idet den løfter en forpote. Dette er ikke en “goddag-gestus”, den har lært af mennesket, men et signal til, at den vil smide sig ned på siden. Hunde lægger sig ned på siden som et tegn på total underkastelse, og løfter den øverste del af bagbenet og blotter kønsdelene ligesom en hvalp gør overfor sin mor. Akkurat som en hvalp gør, kan din hund også urinere i underkastelse, og straf den ikke for det, for det er et signal på absolut ærbødig ydmyghed. Alle disse signaler hører hjemme under kategorien “passiv underkastelse”. Andre signaler er blevet grupperet som “aktiv underkastelse”.

Når din hund ser dig komme hjem, gør den ivrigt, idet den med højt løftet logrende hale løber springende hen til dig. Når den kommer i en bestemt afstand fra dig, erstattes dens aktive underkastelsesadfærd af den passive underkastelse, eller den indeholder i det mindste elementer af sidstnævnte. Den kan lægge sig ned og urinere eller krybe sammen og logre med halen.

I den aktive underkastelse eller hilseadfærd indgår et specielt ansigtsudtryk, som bedst kan beskrives som et hilsesmil, der er meget lig det menneskelig smil. Det ligner underkastelsessmilet med de horisontalt tilbagetrukne læber, men i tilknytning dertil er munden let åben og mundvigene er trukket opefter. Desuden rækkes tungen hyppigere frem og snuden puffer opefter, meget på samme måde som en hvalp vil puffe med snuden, når den griber om en dievorte. Et ansigtsudtryk, der svarer til hilsesmilet ses i indledning til leg, og når hunden opfordrer sin ejer eller en anden hund til leg.

Alene hjemme:

Mange hunde har problemer med at være alene hjemme. Det kan vise sig på mange måder. Hunden larmer til stor gene for naboer, ødelægger ting i hjemmet og i nogle tilfælde bliver urenlig. Dette kan være hundens rektion på , at den er angst eller på anden måde er utryg ved situationen.

For os er det en naturlig ting at vi i vort moderne samfund er nødt til at forlade hjemmet i kortere eller længere tid. Hunden er genetisk programmeret til at leve i flok. Derfor er det en tilvænningssag, der lykkes for mange, men desværre ikke for alle hunde. Nogle lærer aldrig at være alene hjemme.

Mange hundeejere kombinerer ankomst til hjemmet med 2- 3 ugers ferie. Der bruges tid på at lærer familien og de nye omgivelser at kende, og samtidig trænes renlighed. Dette er en god idé blot man også sørger for at øve ensomhedstræning.

Allerede fra den anden dag i hjemmet kan ensomhedstræningen begynde. Start med følgende:

Det første man skal være opmærksom på er, om hunden følger ejeren alle steder i hjemmet. Sker dette, opstår der hurtigt et for stort afhængigheds forhold overfor ejeren.

Hunden bør have et centralt sted, hvor den i sin kurv/kasse Kan følge familiens daglige rytme. Samtidig skal den meste indendørs kontakt med hunden praktiseres her, da der på den måde, skabes en stor tryghed omkring hundens kurv/kasse.

For at forbinde det med noget positivt at hjemmet forlades, er det en god idé at lære hunden at søge efter f.eks. godbidder. Dette kan inlæres ved at kaste nogle få godbidder foran hunden, hvorefter man siger “SØG”. Nu skal hunden arbejde selvstændigt i sin søgen. Øvelsen trappes op med, at lokalet til sidst forlades. Din afsked med hunden bør være som ved toiletbesøg. Her gives heller ingen lange forklaringer.

Når hunden forlades, og når man kommer hjem, bør ens adfærd være så neutral som muligt, for ikke at forstærke hundens frustration over at være alene hjemme. Efter ca. 5 min. Kan man hilse på hunden, og derved få dækket de menneskelige behov.

Hunden bør aktiveres på de daglige gåture. Ligesom det er vigtigt at styrke kontakten med forskellige øvelser, som styrker samarbejdet.

For at få stimuleret hundens utroligt store behov for at søge, kan hundens daglige madration deles op i 4 portioner, som anvendes i forbindelse med kontaktøvelser, søgning, problemløsning og ensomhedstræning. Herved er der en større sandsynlighed for at få en rolig, velafbalanceret og samarbejdsvillig hund, som kan være alene hjemme.

 

 

Ny hunderegelsæt

Brug kun hundens navn når du kalder på den, aldrig ved irettesættelser.

Ros altid hunden når den kommer hen til dig, også når du ikke har kaldt.

Hids aldrig din hund op over for dyr og mennesker.

Vis din hund respekt, og den viser dig respekt.

Lad aldrig din hund gå løs hvor den kan være til fare for sig selv og andre.

* Det er den daglige træning der giver resultater , men træn kun ca. 15 min.

Hunden forstår ikke hvad du siger, brug derfor kun få og tydelige kommandoer.

Vær livlig og kvik, som herre så hund.

Vær tålmodig, et lille fremskridt for dig kan være et stort fremskridt for din hund.

Dril ikke hunden den forstår ikke godmodigt drilleri.

Hunden tænker og husker ikke som vi, derfor er straf der kommer efter en forseelse

ikke er straf men dyrplageri.

Giv ikke en kommando du ved hunden ikke kan lystre.

Når du lufter din hund, giv den kun snor på hver 7. gang den kommer hen til dig.

Vær klædt på efter vejret, vi træner også i regnvejr.

 

 

Postbude:

Hvis hundeejeren – fra hunden er lille – viser den, hvordan den skal opføre sig, og hvad man forlanger af den, vil den prøve at leve op til det, og så får man den rolige, afbalancerede hund, der ikke generer nogen. Sådan er langt de fleste hunde, men desværre er det de uegnede hundeejers hunde, man lægger mest mærke til, og derfor ser det ud til, at der er så mange af dem.

Hvordan man opnår, at alle behandler deres hund, som de skal og bør af hensyn til deres medmennesker, og ikke mindst til hundene selv, er svært at sige, bortset fra det meget vigtige faktum, at man skal undgå den forkerte form for træning.

Det er helt forkert, at samtlige mennesker, der udøver en eller anden servicefunktion, er nødsag til at lære at omgås umulige hunde.

Hunde er ofte uvenner med postbude, skraldemænd og avisbude, som i deres daglige arbejde må færdes på steder, hundene betragter som deres enemærker.

Derfor sker der uheld – desværre ind imellem også alvorlige ulykker. Når uheldet sker, gør det ondt på postbudet, og hundeejeren bliver ked af det. Derfor har vi lavet denne brochure med nogle enkle råd om, hvordan uheld kan forebygges.

 

HVAD KAN DE GØRE?

*Det er vigtigt, at hunden allerede som hvalp lærer, hvem der skal have adgang til det, hunden efterhånden vil betragte som sit territorium. Derfor må hundeejeren i de første måneder så ofte som muligt møde postbudet ved afleveringsstedet og skabe en positiv stemning. Dette gælder også – og det er endnu mere nødvendigt – hvis det er en hund over hvalpestadiet, der anskaffes.

* Hundens normale hvilested bør ikke være i nærheden af den rute, postbudet følger fra Deres skel til det sted, hvor posten skal afleveres. Hunden vil i særlig grad holde det, som den betragter som uvedkommende, væk fra hvilestedet.

* Postbudene hører ofte hundeejere sige ,,Min hund bider ikke”. Det er uden tvivel rigtigt, når hundeejeren er til stede. Men mange hunde ændrer adfærd, når hundeejeren ikke er til stede. Selv den venligste hund kan optræde truende, når den har ansvaret alene. Skulle dette være tilfældet med Deres hund (og det er det naturligvis, hvis postbudet siger det), bør du i egen interesse være indstillet på sammen med postbudet at finde en løsning, begge parter kan acceptere.

* Mange uheld sker ved, at hunden utilsigtet smutter ud, når yderdøren åbnes. Derfor opfordrer vi til at lukke hunden inde i et andet rum, inden døren åbnes for postbudet, når en forsendelse skal afleveres direkte.

* Esbjerg Postkreds har en konsulent, som vederlagsfrit tilbyder hundeejere rådgivning om opdragelse både af familiehunde og vagthunde. Denne brochure indeholder kun nogle få elementære råd, vi opfordrer derfor til at indhente yderlige oplysninger i Hundeførerforeninger og hos postens hundekonsulent.

Husk, der er altid hundeejerens ansvar, hvis hunden forvolder skade.

 

Støj

Auritus er en CD til hunde – hunde der er angste for lyde eks. fyrværkeri – CDén kan anvendes enten forebyggende (hos opdrættere) altså som “lydvaccination” eller som værktøjet der kan gennem træning kan “omprogramere” hunden, altså med CDén kan hundens angst for lyde trænes væk.

Prisen er 148,75 +forsendelse
auritus@post6.tele.dk

Barn og hund

Du kender sikkert en hund, men ved du også, hvordan man opføre sig over for den?

Ikke rigtigt, vel?

Du har sikkert hørt, at nogle børn er blevet bidt af hunde. Både store og små hunde kan bide. Men du kan lære noget om hunde, så du kan slippe for at blive bidt.

Hvis en hund sover eller ligger og hviler sig, skal du lade den være i fred. Måske drømmer den, og den kan blive forskrækket og sur over at blive forstyrret.

Det var den første ting , du lærte.

Du må aldrig gå hen til en hund, der står bundet uden for en forretning eller andre steder. Den har måske fået besked på at passe på, så den må du ikke gå hen til,

Det var den anden ting du lærte.

I det hele taget skal du ikke bare gå hen til en hund og klappe den. Det er bedre at snakke venligt til den først. Hvis den kommer hen til dig, kan du klappe den. Men ellers skal du lade den være i fred.

Det var den tredje ting, du lærte.

Hvis dine kammerater driller dig, så bliver du måske så sur, at du begynder at slå dem. Og hvis du driller en hund, så kan den godt finde på at bide dig, for den kan jo ikke slå.

Det var den fjerde ting, du har lært.

Der er heller ikke ret mange hunde, der kan lide at du bøjer dig hen over dem eller giver dem et knus. Og det må du i hvert fald ikke gøre ved en hund, du ikke kender meget godt.

Det var den femte ting, du lærte.

Du må ikke tage noget fra hunden, for så kan den blive meget vred. Prøv igen at tænke på, hvis det var dig selv. Du ville blive godt sur, hvis en af dine venner tog noget fra dig.

Nu har du lært seks ting.

Mange hunde kan ikke lide, at du stirrer dem ind i øjnene. Nogle hunde bliver både bange og vrede, hvis du stirre på dem. Det er bedre at vende siden til og lade, som om hunden slet ikke er der.

Nu har du lært syv ting.

Hvis en fremmede hund kommer løbende hen mod dig, så må du ikke løbe din vej. For så løber hunden måske efter dig og vil fange dig . Du skal blive stående helt stille, så går hunden sikkert sin vej igen. Nu har du lært otte ting om hunde.

Du må aldrig gå hen til en fremmede hund.

Hunde kan blive bange, hvis man råber og skriger og leger vilde lege. Og bange hunde kan finde på at bide.

Hvis du har lyst at vide mere om hunde, kan du låne bøger på biblioteket om alle de hunde, der er i hele verden.

Print Friendly, PDF & Email